Nu er du kommet online på de sociale medier. Facebook, LinkedIn og Instagram er oppe og køre, og følgerne er så småt begyndt at melde deres ankomst. Spørgsmålet er så: Hvad nu? Én ting er at oprette en side, en anden er at vedligeholde den. En følger er ikke lig med en kunde. Faktisk er der en stor risiko for, at du bliver glemt igen med det samme, hvis ikke du figurerer regelmæssigt i dine følgeres newsfeed. Men hvordan formår man på én gang ikke at gå under radaren, men samtidig ikke styre direkte ind i kontroltårnet?
Vælg din frekvens - og hold den Det handler om at lægge en strategi for, hvor ofte du vil opdatere dine profiler på de sociale platforme. Et om ugen? Flere om dagen? Og hvilke tidspunkter på dagen? Som udgangspunkt er en god strategi for mange firmaer at holde den på 1-2 opslag om dagen på Facebook, mens Twitter sagtens kan bære løbende opdateringer gennem hele dagen. Men her er det selvfølgelig vigtigt at tage højde for hvad der passer til dit firma eller produkt, og hvilken målgruppe det er, du henvender dig til. Og undgå for alt i verden at overgøre det. Der er ikke noget der skræmmer kunder hurtigere væk end spam. Så brug din intuition. Det vigtigste er bare, at du er hyppigt til stede i dine følgeres newsfeed.